Kunsten at klare sig

Når børn skal lære at begå sig i en børnehave, iagttager de hinanden, forhandler, dominerer og afprøver de lærte færdigheder.

Tekst: Jan Andreasen

Kilde: Samvirke - februar 2000

Børn på en svær opgave. 

Hvis 60 voksne lukkes ind i tre rum og får besked på, at her skal de være otte timer dagligt i fire år, er de tvunget til at finde ud af en måde at være sammen på. Det samme sker for børn, når de lukkes ind i en børnehave. Men forskellen er den, at børn har færre erfaringer end voksne til at takle en sådan ny situation.

"Børn lærer af hinanden. De bliver kastet ind i institutionslivet, og de har ikke noget valg. De er tvunget til at finde ud af, hvordan man lever sammen med andre og til at skabe betydninger og forståelser imellem hinanden. Som voksen har man som regel erfaringer med sig, der giver én en viden om, hvordan man skal takle en ny situation. Derfor er det sværere for børn, der har færre erfaringer og færre oplevelser. De ved ikke,  hvordan de skal agere, når de starter i fx børnehaven", forklarer antropologen Eva Gulløv.

Den lille, store verden. 

Det kan være svært at se lighedspunkter mellem kærlighedsmagi på Bali, gadebørn i Bombay, familiebånd i Acumcum og børneliv i Tulipanen, en børnehave i det indre København. 

For en antropolog er lighederne mere tydelige end de forskelle, vi andre ser. For antropologen er de fremmede kulturer et trygt landskab, hvor de antropologiske øjne spejder efter, hvordan den lokale forståelse af denne fremmede kultur er. 

I Tulipanen skaber børn og pædagoger et lille univers, hvor mennesker mødes, kampe udkæmpes, grænser markeres og udfordres - og nye regler og betydninger dannes. 

I dette univers har antropologen Eva Gulløv siddet med sin notesbog og iagttaget det liv, der blev levet foran hende. Hun har forsøgt at få en forståelse af, hvordan børnene finder rundt i dette lille, store univers, og hvordan de er med til at skabe et lille samfund, så de selv kan være der bedst muligt. 

Studiet i Tulipanen varede seks måneder, og studiet foreliggger nu både som en ph.d.-afhandling og en bog.

Se og føle sig frem. 

Eva Gulløv begyndte sit arbejde i børnehavnen sammen med en stor gruppe nye børn. Hun sad i vindueskarmen eller langs vægge og iagttog det liv, der blev levet foran hende, og opdagede, at hun ikke var den eneste, der sad og iagttog. 

Langs væggene sad flere af de nye børn og kiggede, observerede og afkodede det sprog, der blev talt, og de regler og normer, der eksisterede i børnehaven. Blandt andet måden at lege på prøvede de nye børn af som en slags tilskuere.

"Jeg forsøgte ikke at være særligt deltagende, og jeg så, at der var mange af de nye børn, der også startede sådan. Men langsomt bevægede de sig længere ind i rummet, ind i legene og ind i samværet med de andre. Men for at man som barn og voksen kan gøre det, kræver det, at man kender de sociale koder og spilleregler", forklarer Eva Gulløv.

Antropologen var overrasket over hvor mange børn, der gik rundt og tilsyneladende ikke lavede noget. De gik og kikkede, noterede sig oplevelser og lyttede - en proces, som Eva Gulløv opfatter som en meget vigtig del af den sociale udvikling og for den sociale orden.

"I begyndelsen var jeg forbløffet over den megen dasken omkring. Mange børn gik rundt og lavede ingenting, og jeg følte, det var synd for dem, fordi jeg forbandt det med ikke at have det godt. Men jeg fandt ud af, at børnene ikke var passive, de var aktivt iagttagende. De brugte megen energi på at finde ud af, hvem de andre var, hvad der var rart, hvem de gerne ville lege med, og hvem der bestemte eller var dominerende. Og ikke mindst fandt de ud af, hvordan man leger her", fortæller Eva Gulløv.

Forhandling og dominans. 

Børn i daginstitutioner har mange aktiviteter, hvor de er overladt til sig selv og hinanden, og i de situationer "forhandler" børnene om, hvad der er rigtigt og forkert, om legens regler og om at være med eller ikke. De observerer hinanden, de dominerer over hinanden, de overtager ideer og prøver dem af, ser og registrerer, hvad der får andre børn til at grine eller græde. De gentager sjove ting, som andre har fundet på. Men de finder også sammen i det sociale grin.

"Modpolen til forhandlinger og afvisninger er det sociale grin. Fx kan de sidde med madpakken og sprutgrine af et fantasifuldt indfald, som de siger igen og igen. Det viser, at ikke alt samvær handler om positioner", forklarer Eva Gulløv. Senere diskuterer børnene ivrigt, om Jylland hører med til Danmark. Selvom nogle pipper svagt, at det gør det vist, bliver udfaldet bestemt af den, der kan fremføre påstanden på den mest sikre måde, eller som har en position i gruppen, hvorfra det er muligt at få påstande igennem.

Rå og lærerig verden. 

"Der er en stor styrke i de processer, der foregår blandt børn. Børnene lærer af samværet med hinanden, og de skaber deres egne sociale spilleregler. Men det er også en rå verden, hvor børnene kan være afvisende over for hinanden, og hvor nogle dominerer de andre".

Dominans imellem børnene spiller en væsentlig rolle i deres samvær, hvor nogle børn oftere end andre havner i eller tager en dominerende rolle. Som Eva Gulløv ser det, ligger det dominerende ikke alene i det enkelte barn, men i lige så høj grad i den sociale relation, som barnet indgår i med de andre. 

Et barn, der har fået prædikatet dominerende, bliver mødt med forventningen om,  at han/hun vil bestemme. Så et barns gennemslagskraft og positionen er ifølge Eva Gulløv også et udtryk for de andres reaktioner og forventninger. 

En ofte brugt pædagogisk metode over for aggressive eller for dominerende børn er at tage dem ud af gruppen i perioder - og i stedet lade dem lave aktiviteter med en enkelt voksen. Men ifølge Eva Gulløv ville det være mere frugtbart at lade de dominerende børn blive i gruppen og studere samspillet mellem børnene.

Sproget - en magtfaktor. 

En vigtig forudsÊtning for at skabe sig positioner i en børnegruppe er, at de erfaringer og oplevelser, man bringer med sig, er genkendelige for de andre børn.

De andre taber interessen, hvis de ikke kan forstå eller genkende det, som en anden fortæller. I børnehaven betyder sproget meget. De børn, der sprogligt er mest udviklet, klarer sig bedst. Både forældre og pædagoger vil gerne have børnene til at sætte ord på deres følelser, gøre dem i stand til at forklare sig ud af situationer, hvor andre ville vælge at slå. 

I en tid, hvor det pædagogiske begreb selvforvaltning er i højsædet - dvs. at børnene bestemmer mere og mere selv - er det vigtigt at være opmærksom på, at det favoriserer bestemte børn, nemlig de, der er sprogligt stærke, påpeger Eva Gulløv.

ªMan skal være opmærksom på, at børn, hvor der er en overensstemmelse mellem hjemmets værdier og institutionens værdier, vil klare sig bedst. Det er godt, at man vil styrke den demokratiske ånd ved at styrke børnene sprogligt, men derved kommer man let til at tilgodese de børn, der i forvejen er sprogligt stærke. Men de børn, der har sproglige vanskeligheder, skal jo også have indflydelse. I begrebet selvforvaltning ligger der en opløsning af de gamle autoritetsroller, hvor mere af beslutningsprocessen lægges over til børnene - men man skal ikke være blind for de magtspil, der alligevel foregår", siger Eva Gulløv.

Legens betydning. 

Det er ikke kun børn, der skal lege. I dag skal også voksne lege - eller rettere lære det igen, for vi har glemt det, lyder det fra psykologer og erhverskonsulenter. Vi har en opfattelse af, at der ligger et stort udviklingspotentiale i legen. Men nutidens fokusering på legens muligheder, hvor barndommen nærmest skal "befries" gennem leg, tager Eva Gulløv afstand fra. 

Hun finder det problematisk, at nogle af børnenes aktiviteter fremhæves som væsentlige, hvorimod andre former for samvær af betydning glider i baggrunden. Hun er tilhænger af, at legebegrebet udvides.

"Vi har det med at definere leg som det mest rendyrket barnlige. Vi definerer legene i kategorier som rollelege, projektlege, drengelege, pigelege osv. Men for børnene betyder leg primært fællesskab. Det er en måde at regulere de sociale spilleregler på. 

Men det samvær, børnene opnår her, får de også, når de sidder og spiser en mad sammen. Det samvær er også vigtigt, og jeg synes, man skal være opmærksom på, at det ikke er vores værdier, vi trækker ned over børnene", pointerer Eva Gulløv. 

I samværet får børnene erfaringer og skaber social orden. De forhandler ud fra de roller, de har i aktiviteten. Legen befinder sig med Eva Gulløvs ord i "spændingsfeltet mellem det uforudsigelige og det kontrollable", og her kan det enkelte barn prøve sin position og styrke af i forhold til andre børn.

Ifølge forskeren er det vigtigt, at voksne respekterer børnenes samværsformer, at vi ser de tegn, de giver os, når de med et vi leger markerer en grænse og en selvstændighed. Men begrebet "vi leger" er et begreb, børnene har lært, når de voksne kommer til og spørger, hvad de leger.

Et moderne begreb. 

Barndommen som begreb er relativ nyt. Vi skal ikke mange århundreder tilbage, før opfattelsen af barnet og barndommen var radikalt anderledes. Historikere og sociologer forklarer, at barndommen fulgte i sporet på industrialiseringen og etableringen af den borgerlige familie, hvor barnet blev det samlende punkt. 

Barnet og barndommen blev sat i scene på en unik, kulturel måde, der ikke genfindes i mange andre kulturer end den vestlige.

"Vores opfattelse af barnet og barndommen er præget af paradokser.

På den ene side har vi en enorm opmærksomhed rettet mod børn. Psykologisk set er  barndommen kimen til det færdigt udviklede menneske, og vi tillægger det meget stor betydning, hvis noget går galt i barndommen. 

På den anden side er vi mindre og mindre sammen med børn. Vi skubber dem ud af familierne og vores hverdag og ind i institutionerne, der i dag søger ud af byerne og ind i skoven", siger Eva Gulløv med et lidt ironisk smil.

Vores institutionsliv og skoler er indrettet efter de færdigheder, som vi tror,  børnene kan bruge i det samfund, de møder om 15-20 Âr. Men Eva Gulløv mener ikke, vi kan overskue, hvilke evner der er brug for i fremtidens samfund.

ªBørn er interessante, fordi de er børn, og ikke fordi de bliver betydningsfulde voksne engang. Vi skal lave gode institutioner, fordi børnene skal have det godt her og nu. Det må ikke være med argumenter om, at så udvikles bestemte evner eller personlige egenskaber til fremtiden. Vi skal have respekt for barnet, som det er her og nu", pointerer hun.

Eva Gulløv har udgivet bogen 

Betydningsdannelse blandt børn. 

Socialpædagogisk Bibliotek.