- punktet vil løbende blive redigeret den kommende tid her i 2025. Sidste redigering er foretaget den 22/5 2025
Her kan I læse lidt om hvordan vores svømmehals-ture til
”Rundforbihallens Svømmehal” forløber sig.
Nogle af de kommende torsdage før sommerferien, og igen senere i efteråret forsøger vi at komme af sted til Rundforbihallens svømmehal med hele storebørnsgruppen.
Nogle af Jer har allerede haft større børn afsted, så I kender lidt til ”turen”.
Hver gang jeres barn skal af sted, er det vigtigt at I husker, at de får en god rygsæk med badebukser og håndklæde med. Intet andet end det. Al anden svømme-krims-krams (svømmebriller, badehætter mv) vil vi være foruden, at skulle passe på. Børnene skal selv bære rygsækken på ryggen, når vi skal gå hele vejen tilbage til Grantofte. Det er vigtigt, at den sidder godt fast til ryggen og ikke dingler.
Vi har ikke længere ekstra badetøj med! Det er med at huske det, og vi melder ud på Aula i god tid.
Hvad gør vi så? JO!
Bussen kører efter afgang fra Ryesgade mod Nærum, og sætter først os af ved svømmehallen. Vi vinker farvel til den og de andre børn, der fortsætter mod børnehaven.
Klokken er nu ca. 8.45.
Vi går ind i svømmehallen og billetterer. Vi deler gruppen i to og går i hver vores omklædningsrum. Vi bruger tid på, at få tøjet af og at få det op at hænge på knager sådan, at det er nemt at finde igen, når det skal på. Så tager vi badetøj og håndklæde med ud i bruseområdet, går på toilettet og tisser af, og herefter går vi ind og vasker os under bruseren, før vi igen tager badetøj på, og går ud i svømmehallen.
Vi er ude i svømmehallen lidt i 9.00.
Vi har vores helt eget net med mavebælter og badevinger. Børnene bruger det, hvis det giver mening for dem, eller hvis vi vurderer, at de har brug for det.
Bassinet vi bader i, er ganske lille og lækkert. Det er så dybt, at børnene med tiden opdager, at de sagtens kan nå bunden med fødderne. Der er også en fin bred trappe ned i vandet, så børnene selv kan gå ned og op af den og svømme ud i vandet eller bare sidde lidt og slappe af.
Vi er altid to voksne i vandet.
Svømmehallen har en del legetøj vi ynder at lege med. Store flydemåtter til at kravle op på og blive skubbet igennem vandet på, bolde, skumslanger, lege-krokodiller mm.
Vi har især fokus på: Barnets personlige møde med vandet, og at det møde skal blive et møde, de vokser af.
Vi vil så gerne vise børnene, at det er sjovt at bruge sin krop i vandet.
Vi vil så gerne have, at børnene oplever, at man kan lege i vand. At de får øje på hinanden på en ny måde, og at dette møde kan styrker deres relationer.
Kl. 9.30. slutter badetiden.
Vi går op, og tager vores mavebælter og badevinger af. De sidste 10 min. sidder vi i muslingeskallens ekstra varme og brusende boblebad. (Når det virker)
Til slut går vi i omklædningsrummene. Vi skyller os og bliver tørret, og bagefter går vi ind og tager vores tøj på, og pakker svømmetøjet ned i taskerne. Vi mødes alle i forhallen, og resten af hjemturen til Grantofte, foregår til bens gennem skoven. Undervejs møder vi den berømte ”Kiksebænk”, hvor vi nyder en rugbrødsmad og lidt frugt og en god chokoladekiks.
Omkring kl. 11.00. er vi atter hjemme i Grantofte.
Glade, trætte og sultne efter lidt frokost.
Leon er altid med, fordi det er ham, der hvert år tager, og genopfrisker Københavns Kommunes obligatoriske livredderprøve.
Se gerne denne fine video om at vaske sig. Den hedder: ”En ren fornøjelse”.
https://www.youtube.com/watch?v=w4Fg6XcPPXo
Hilsen alle os.