Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores hverdag i udflytteren

Dagen i udflytterbørnehaven begynder på Ryesgade, hvorfra vi kører med bus til vores udflytterbørnehave i Trørød. Her tilbringer børnene dagen med leg og aktiviteter både inde og ude, inden vi vender tilbage til Østerbro om eftermiddagen.

Vi følger en fast dagsrytme, hvor børnene følges med deres farvegrupper gennem dagens aktiviteter og overgange.

Morgen og bustur

Vi åbner kl. 7.00 i bybørnehaven på Ryesgade, hvor vi tager imod de første børn.

Omkring kl. 7.45 begynder vi at gøre klar til busturen. Børnene går i garderoben og får hjælp til at tage overtøj på, inden vi går ned til bussen. Her tager vi også imod de børn, der bliver afleveret direkte ved bussen.

Børnene har faste pladser og siddemakkere i bussen, så turen bliver en genkendelig del af hverdagen.

Kl. 8.15 kører vi mod Trørød. Undervejs fortæller en voksen om dagens planer og den mad, vi skal have at spise.

Formiddag

Omkring kl. 8.40 ankommer vi til udflytteren. Her går børnene sammen med deres farvegrupper til morgensamling i grupperummene.

Til samlingen bruger vi vores Morgenkuffert, som danner udgangspunkt for de temaer og aktiviteter, vi arbejder med. Børnene får også mulighed for at spise en lille morgensnack, for eksempel rugbrød og grøntsager.

Efter samlingen fortsætter dagens aktiviteter, både inde og ude. Nogle grupper leger og arbejder med forskellige aktiviteter indenfor, mens andre er udenfor, hvor der er plads til bevægelse, leg og oplevelser i naturen.

Frokost og middagsro

Omkring kl. 10.30 begynder vi at gøre klar til frokost. Børnene hjælper med at dække bord, og vi går i garderoben på forskellige tidspunkter, så der er god plads og ro til alle.

Inden vi spiser, samles børnene i deres grupperum, hvor der ofte er tid til en historie.

Kl. 11.00 spiser vi frokost sammen. Børnene har faste pladser ved bordene og hjælper med at rydde op efter måltidet.

Efter frokost er der mulighed for at hvile sig for de børn, der har behov for det. Hviletiden begynder omkring kl. 11.40.

Eftermiddag og hjemtur

Omkring kl. 13.40 gør vi klar til eftermiddagsmaden med toiletbesøg og håndvask. Kl. 13.45 spiser vi frugt sammen, og bagefter samles vi til en fælles stund eller lytter til lydbog.

Kl. 14.30 begynder vi at gøre klar til hjemturen. Børnene går sammen med deres farvegrupper og faste siddemakkere ud til bussen.

Kl. 14.45 kører vi tilbage mod Ryesgade. Inden vi ankommer, fortæller en voksen børnene, hvordan vi siger farvel og går fra bussen, så alle ved, hvad der skal ske.

Vi er tilbage omkring kl. 15.08. De børn, der bliver hentet ved bussen, bliver hjulpet ud først. De øvrige børn går sammen med de voksne tilbage til bybørnehaven, hvor vi samles og fortsætter eftermiddagen, indtil de bliver hentet.

Vi lukker kl. 17.00.